Det er ikke sådan her, det er

Anna fortæller, at hun ikke passer ind i “boglige rammer”, men er derimod  udpræget kreativ. Foto: Andreas Canvin

For 22-årige Anna Rønberg har livet været fyldt med seksuelt misbrug og svigt. Men i dag har hun taget hul på et bedre liv. 

Af: Andreas Canvin

”Det er sådan her, det er”, tænkte Anna. Klokken var 2 om natten, og hun lå på en madras i hendes vens lejlighed efter en bytur. Hun vågnede med et sæt. Hendes ven var oppe i hende. Han voldtog hende. Men Anna reagerede ikke, og forholdt sig passivt.

”Han kan lide mig, og det skal jeg bare være glad for, for det er der ikke særligt mange mennesker i denne verden der kan,” siger hun. Det var første tanke hun fik efter at være vågnet op. Ved at tale sig selv ned, blev det i Annas øjne en handling, der var i orden. På det tidspunkt målte hun sin menneskelige værdi alt efter, om en fyr havde lyst til hende eller ej, fortæller hun. Selvværdet var i bund, mens misbruget af hendes krop var i top.

Udsat fra starten af

Vi sidder på Annas værelse i en lejlighed på 3. etage i Vejle, hvor hun bor med sin mor. Skildpadden Guffe tager hastige skridt over det lyse trægulv i et lille, kvadratisk værelse. Væggene er spækket med plakater, billeder og Annas egne kreationer fra ind- og udland. I vindueskarmen ligger 8 kameraer, for Anna er fotograf med stort F, og tog 4.000 billeder til hendes venners bryllup i weekenden.

Hendes toneleje er roligt, og hendes ryg er rank, som hun sidder der i kontorstolen. Blikket rettes skiftevist mod mig og ud ad det store vindue ved siden af hendes seng, hvorfra man kan beskue boligblokkene i Vejle Øst. Tankerne kører i hendes hoved, når vi snakker. Man kan næsten høre dem. Anna har tydeligvis meget på hjerte, og virker ikke synligt rystet af at snakke om hendes oplevelser. For hun kan se det hele fra et andet perspektiv i dag, og hun hviler mere i sig selv end, end hun nogensinde har gjort, siger hun.

Annas problemer startede i den tidligere barndom, tidligere end hun selv kan huske. Hendes mor havde skiftende forhold med mange mænd, der mest af alt søgte sex. Kærlighed spillede ikke nogen større rolle. Anna kæmpede med at få tilstrækkelig opmærksomhed fra sin mor. Hendes mor og far gik hver til sit 2 måneder inden i hendes liv, og hendes mor indtog forældre rollen.

Som 13-årig begyndte hun at søge opmærksomhed fra det modsatte køn. Hun fortæller, at hun om aftenen blev ringet op af drenge, der ville onanere til lyden af hendes stemme. På webcam, billeder, SMS og ved at skrive pornografiske noveller fik hun den opmærksomhed, hun på daværende tidspunkt troede, gav hende menneskelig værdi. I 2013 begyndte Anna at udvikle selvhad, skyldfølelse og angst. Hun fortæller, at hun følte skyld, hvis ikke hun gjorde noget seksuelt for nogle af de fyre, hun omgav sig med. Samtidig følte hun sig misbrugt. Anna beretter, hvordan hun ofte græd under sex. Bagefter kastede hun op, og brugte flere timer på toilettet, hvor hun skar i sig selv.

Udnyttet i tavshed

Det var særligt én fyr, der spillede ind på Annas liv. Efter en sommerfest i 2013 indledte de en affære, alt imens Anna havde en kæreste. ”Men han sagde intet imod det, så jeg troede bare, at det var normalt,” siger Anna. Hun beskriver, hvordan han under sex ville tage hende bagfra, så han ikke skulle se på hendes ansigt. Han skulle komme i hende, for det var hendes eneste funktion for ham, fortæller Anna med rolig, klar stemme.

Angsten begyndte at melde sig i takt med, at Anna blev udnyttet seksuelt. Det var værst i sociale sammenhænge, hvor hun her pludselig kunne bryde ud i gråd eller blive fysisk dårlig uden noget bestemt, der havde triggered hende. Med angst fulgte depression, og Anna fortæller, at hun havde det rigtig, rigtig skidt. Det er også derfor, at hun har svært ved at forklare folk, hvorfor hun ”ikke sagde nej” til den seksuelle udnyttelse.

For Anna handlede det om værdi. I hendes selvbillede var hun ikke af værdi, hvis ikke hun fik seksuel opmærksomhed. Hun beskriver, hvordan angsten her spillede ind, da det for Anna var meget svært at agere i sociale sammenhænge uden at føle, at hun skulle ”give noget til de her mennesker”. Skyldfølelsen smeltede sammen en angst, der kunne komme til udtryk i form af panikanfald, hvor alt pludseligt sortnede for hende.

“He brought her dead flowers in exchange for pleasure” hedder Annas eget værk (venstre)”

I 2015 afsluttede Anna hendes affære med den fyr, der havde misbrugt hende siden 2013. Hun fortæller, hvordan han herefter opsøgte hende fysisk og sendte hadebreve, hvori han kaldte hende ”luder”, ”klam” og andre skældsord. Samme år droppede hun ud af gymnasiet, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første gang. I 2016 slog hun op med sin daværende kæreste, da han ikke ville være sammen med hende, hvis hun ikke kunne have sex. På det tidspunkt var fysisk berøring meget svært at håndtere for hende. Kram og kys var ikke noget, Anna kunne håndtere, fortæller hun.

Mit monster

Men Anna har kæmpet med mere end seksuelt misbrug. I 2014 begyndte den skizofreni, Anna havde haft allerede inden overgrebene begyndte, at tage fat. Hun beskriver, hvordan fantasi og virkelighed blev blandet sammen. ”Jeg var ikke klar over, hvornår jeg var vågen, og hvad der skete i øjeblikket,” fortæller hun. Annas skizofreni bestod af ét helt bestemt monster, eller ”mit monster”, som hun kalder det, når hun taler med sin psykolog. Ifølge Anna er monsteret højt, slankt og kulsort. Det bærer en sort hat, og kan være ”på størrelse med Godzilla” eller omtrent samme mål som et menneske.

Monsteret har en dyb, mørk stemme, når det taler til hende. Anna forklarer, at monsteret kan sige nedsættende ting overfor hende, f. eks at hun ingen værdi har, eller er klam. Fra 2014-2016 så Anna monsteret overalt: ”Den sad ofte på ryggen af mig, og prøvede at tynge mig ned,” forklarer Anna, der under en gallamiddag oplevede en særligt kraftig hallucination. Hendes daværende kæreste og hans overgang var blevet studenter, og det blev fejret på skolen.

På et tidspunkt trak kæresten Anna udenfor hallen, hvor der blev afholdt studentergalla, og begyndte at røre ved hende. Han ville have sex med hende, men Anna havde ikke lyst. Situationen blev deeskaleret ved, at en tilfældigt forbipasserende spildte øl på hendes kjole: ”Så mistede han pludselig lysten, og gik igen”, fortæller hun.

For bedre at kunne forstå sig selv, har Anna lavet denne illustration af hendes mentale liv som del af et psykolog-forløb

For bedre at kunne forstå sig selv, har Anna lavet denne illustration af hendes mentale liv som del af et psykolog-forløb

Der har været adskillelige psykologer, terapeuter og psykiatere tilknyttet Anna igennem hendes liv. Ifølge hende var hun så dybt nede i den mentale kulkælder fra start-teenagealderen af, at det først var i foråret 2017, hvor hun blev indlagt to dage på psykiatrisk afdeling, at det endelig hjalp hende at få hjælp fra fagpersoner. Igennem samtaler og støtte fra få, gode venner, fagfolk fra psykiatrien og hendes mor, begyndte hun at få et overblik over hendes liv og de ting, der var sket for hende. Hun fortæller, at hun først her fik en forståelse for, hvad der rent faktisk var hændt hende af overgreb, ydmygelser og svigt de sidste mange år.

Anna håber, at hun ved at fortælle om hendes oplevelser med skizofreni kan være med til at nedbryde tabuet om sygdommen samt psykiske lidelser generelt

At være lykkelig

I dag er Anna ude af de dårlige forhold, der har defineret meget af hendes fortid. Livsglæden, livslysten er tilstede for første gang siden den spæde barndom. Hun er formand for brugerrådet i Værket, Vejles ungdomshus, og var i lokalradioen i forbindelse med kvindernes kampdag for at fortælle om sine oplevelser. Efter radioudsendelsen ringede hendes mor med gråd i stemmen: ”Hun vidste ikke, at jeg ville fortælle det til hele Danmark, for nu ved alle det sgu!”, siger Anna med et grin. I ungdomshuset er hun en anden person: ”Her er jeg den person, folk kommer til. Det er mig, der har ansvaret”. Da hun for nyligt fortalte de andre unge i Værket om hendes historie, var der måbende overraskelse: ”De var alle totalt overraskede, for de havde altid set mig som en, der havde overblikket, ansvaret og var skidesej” siger Anna med et smil.

Anna drømmer om, at kunne gøre en forskel for børn, der har det svært. For ifølge Anna er det i barndommen, at frøene til et godt liv bliver sået. I dag har hun en kæreste, der respekterer hende, for den hun er. Han accepterer, når hun ikke kan have sex.

Fra at have været allestedsnærværende er Annas fiktive monster i dag mest af alt blot en fjern stemme, hun hører en gang om måneden.

Under hendes seneste forløb fortalte en læge hende, at hendes skizofreni i dag er blevet en del af hendes personlighed, hvorfor medicin og videre behandling ikke vil virke. Men det accepterer hun, for ”jeg har jo alligevel vænnet mig det,” siger Anna. Igennem nedturene i Annas liv har hendes mor været hendes klippe. Når emnet falder på moren, får hendes stemme en anden tone.

Talen bliver klar, præcis, og man får fornemmelsen, at hendes mor er noget særligt for Anna. Den anden dag fortalte hun sin mor, at når hun dør, så vil hun også dø. ”For så er der ikke noget tilbage at leve for,” siger Anna med en fast tone. Hertil svarede moren, at Anna på det tidspunkt vil have et helt, helt andet liv end nu. Hun vil jo have skabt sit helt eget gode liv på det tidspunkt, sagde moren.

På spørgsmålet om, hvordan hun er kommet op af det mørke hul, hun har været så dybt nede i det meste af sit liv, kigger Anna væk. For et øjeblik bliver blikket i de ellers livlige, lyseblå øjne tomme. Det er abstrakte, tunge tanker, der bliver tænkt nu, kan jeg se. ”Ærligt talt, ved jeg det ikke helt,” svarer hun, og kigger på mig. ”Jeg tror bare, at det man tør sige det højt, er en kæmpe start. Da jeg fortalte det til min mor, fik vi grædt meget sammen. Det fik skubbet mig i den rigtige retning, så jeg kunne begynde at helbrede mig selv.”

“Billedet blev taget i al min elendighed, men min mor var en stor støtte,” siger Anna. Foto: Privat (2015)

Anna er stadig psykisk syg, men i og med at hun arbejder med sig selv, er hun et skridt nærmere på at håndtere sin sygdom. Hun har cuttet forbindelsen helt til de fyre, der udnyttede hende. Og at kunne tale om hendes oplevelser, er dette interview et bevis på, at hun kan. ”Jeg er kommet enormt langt igennem årene, og jeg gør det bedste for at leve livet,” siger Anna konstaterende.

Guffe er ved at være tilbage fra sin tur i huset, og aftensolen er ved at titte frem. Interviewet er ved at være ved vejs ende. Jeg spørger hende, om der noget hun har på hjerte her til sidst. Hun smager på spørgsmålet, og tænker sig om. Så udbryder hun: ”Jeg har aldrig været så lykkelig, som jeg er nu. For selvom jeg har slem angst og personlighedsforstyrrelse, så er jeg stolt af mig selv”.